Zoneterapi

Zoneterapi


Sygesikringsforeningen Danmark giver tilskud til zoneterapibehandling.


Du har under dine fødder et perfekt billede af dig selv i miniatureform. Alle kroppens organer, muskler, knogler og nervebaner afspejles under fødderne.


Med mine hænder, der har mange års erfaring i at fornemme alt det, vi ikke kan se - nemlig energierne - mærker jeg, hvor netop du har dine ubalancer og ved specielle trykkombinationer opløser jeg ubalancerne, så din krop igen kan genoprette balancen.


Ofte kombinerer jeg zoneterapien med akupressur, som er tryk med fingrene på kroppens akupunkturpunkter eller med massage. Dette har vist sig også at have en mærkbar helende effekt.


Til en zoneterapeutisk behandling indgår naturligvis også rådgivning om kost, vitaminer, mineraler samt hvad du i det hele taget selv kan gøre for at få det bedre (måske "bare" en god snak om det hele).


En zoneterapibehandling varer ca. 1 time. Det er individuelt, hvor mange behandlinger, der er brug for, men som oftest er 3-6 behandlinger nok.



Lidt historie:


Zoneterapi er både en ny og en gammel behandlingsform. Vi ved, at man for mere end 5000 år siden behandlede med zoneterapi både i Indien og i Kina og at de gamle indianerstammer også brugte det til lindring af smerter.


Men moderne zoneterapi begyndte først i slutningen af 1800-tallet. Det var en amerikansk læge ved navn Fitzgerald, der fandt ud af, at han kunne hjælpe sine patienter ved at trykke dem på specifikke punkter i hænderne. Og han blev så begejstret, at han skrev en bog om det. Denne bog blev næsten 40 år senere læst af en kvinde, også amerikaner - Eunice Ingham. Hun var massør og havde lyst til at gå lidt videre med zoneterapi. Hun fandt ud af, at zoneterapi var endnu mere effektiv, hvis den blev givet i fødderne.


I 1958 opdagede Hanne Marquardt, en tysk sygeplejerske, Inghams bog og begyndte at efterprøve metoden. I 1975 skriver hun bogen "Reflekszonearbejde på fødderne".


Men det var først i 70'erne, at zoneterapien sådan rigtigt kom til Danmark, og der er sket meget siden dengang! Hvor Ingham arbejdede med massagegreb og kraftige, minutlange tryk på de ømme steder, fandt Hanne Marquardt ud af at tilpasse behandlingen den syges øjeblikkelige reaktion. Sidenhen er princippet om meridianbaner - kroppens energibaner - også kommet med som en væsentlig del af uddannelsen. Du kan læse mere om meridianbaner under "Kinesiologi"e


Hvordan virker zoneterapi ?

Dr. Fitzgerald, inddelte kroppen - og fødderne - i 10 vertikale og 3 horisontale kropszoner. Det skal forstås sådan, at hvis der er et problem i den midterste zone i kroppen, så skal det behandles på den midterste del af foden. Er der problemer i skuldre, hals, nakke eller hoved, så er det på tæerne, det skal behandles.


Der bliver forsket meget i zoneterapi og du kan se de forskellige forskningsresultater på www.fdz.dk.


Der er mange teorier om, hvorfor zoneterapi virker. Én teori siger, at i og med at man trykker på nogle ømme punkter, sætter man kroppen i gang med at danne endorfiner, der er et smertestillende stof og også kaldes "kroppens eget morfin". En anden teori går ud på, at man med zoneterapi skaber balance i kroppens energibaner. Jeg tror, at begge dele er sandt og at der også er andre forklaringer: Én af forklaringerne kan være, at der også er en del healing forbundet med zoneterapi!